Det er let at pege fingre af de gældsatte forbrugere, som udstilles for åben skærm i programmet Luksusfælden. De er havnet der med en tårnhøj økonomisk gæld, som vokser og vokser, fordi trangen til at forbruge vinder over den fornuftige økonomiske adfærd og truer den gældsatte og familiens mulighed for en tryg hverdag og en bæredygtig fremtid.
Indenfor digitalisering anvendes metaforen teknisk gæld om forældet IT, som år efter år hænger som en klods om benet og ligesom økonomisk gæld står i vejen for fremdrift.
Hvilken type lån vil du have?
Howard Cunningham lancerede begrebet technical debt i 1992 for at forklare den byrde et udviklingsteam pådrager sig ved ikke at dokumentere og have styr på kodebasen. Siden er begrebet teknisk gæld eksploderet og blevet en samlebetegnelse for manglende dokumentation, organisatorisk rod, outdatede operativsystemer, uaktuelle arkitekturer, pensionerede kompetencer etc.
Pointen er, at du ikke kan undgå at stifte teknisk gæld, men at du på lige fod med økonomisk gæld aktivt bør beslutte, hvilken slags lån du optager, om der skal betales af på gælden, eller du vil lade stå til og lade gælden vokse med renters rente.
Teknisk gæld rammer forretningen og it-budgettet
Teknisk gæld er et stort og aktuelt problem. I en Gartner analyse svarer 84% af de adspurgte, at teknisk gæld har signifikant stor indflydelse på deres forretning, idet det forhindrer dem i at reagere responsivt på kundernes ønsker om nye features. Faktisk angiver virksomheder, at omkring 41 procent af deres it-budget stammer fra teknisk gæld (Version 2, juni 2021).
“Many governments have recognized that their business continuity, resilience and ability to react fast have been hampered by substantial levels of technical debt” (Gartner, Marts 2021)
I takt med en øget digitalisering (mere ny kode, flere systemer) og et efterslæb i de eksisterende it-systemer (flere generationer af kode og it-systemer) vokser den tekniske gældsbyrde med en hastighed, der kan mærkes i din kerneforretning og i dine budgetter.
Fra små kviklån til bundløs gæld
Ofte får programmørerne skylden for at stifte den tekniske gæld. Men i det øjeblik koden blev skrevet var det ikke nødvendigvis “dårlig programmering”. Det man i dag kalder teknisk gæld i en organisation kan for år tilbage have været det ypperligste indenfor systemudvikling og organisationens stolthed. Med årene kan den teknologiske udvikling have transformeret dele af din løsning til teknisk gæld.
Den tekniske gæld vil også forøges, når der skydes genvej og undgås at tænke langsigtet, og især uhensigtsmæssige forretningsmæssige beslutninger kan ændre på gældsbetingelserne. Her tænker jeg især på beslutninger om en (for) tidlig idriftsættelse, scope creep, last minute ændringer og lignende.
Tilstanden kan forværres yderligere ved at undlade at bruge energi på vedligehold, og til sidst står du med en bunke højtforrentede kviklån. I starten går det meget godt med de nye indkøb af systemer og features, men hvis du ikke agerer på gælden, ender du til sidst i en håbløs frustrerende situation, som kan være svær at se sig ud af. Til overvejelse: Handler mediernes historier om store offentlige it-skandaler i virkeligheden om at negligere teknisk gæld?
Sådan afvikler du teknisk gæld
Du kan ikke ignorere teknisk gæld væk. I stedet skal gælden frem i lyset. Du skal have overblik over de enkelte udgiftsposter, udarbejde et budget og tage aktiv stilling til om gælden skal udskydes, afskrives nu og her, eller der skal optages nyt og bedre lån.
Før du kan løse et problem skal man erkende, at man har et problem. Når problemet er erkendt, skal der skabes et overblik over, hvor stort det er, og hvor du bedst sætter ind.
1. Identificér den tekniske gæld
Teknisk gæld kan identificeres som organisatoriske udfordringer, manglende kompetencer, usikker styring og de mere hard-core tekniske udfordringer med ikke-supporterede systemer, outdatede afhængigheder og sikkerhedsbrist. En måde at strukturere omfanget af teknisk gæld er at vurdere den tekniske kvalitet gennem standarder for fx. usability, sikkerhed, performance og anvende scanningsværktøjer, som kvantificerbart kan gøre dig bevidst om, hvor svagheder og udfordringer i din IT-arkitektur er, eller via kodeanalyse rangere vedligeholdelsesbyrden for et system. Dan dig et overblik over din eksisterende gæld og find de væsentligste kilder til gælden opstår.
2. Prioritér hvilken gæld som skal afvikles
Prioritering kræver synliggørelse af den tekniske gælds indvirkning på hele forretningen både i relation til innovationsevne, økonomi og driftsrisici med henblik på at vurdere, hvad der skal prioriteres højt eller bevidst ignoreres.
Helt konkret kan man starte med at visualisere opdeling af systemer med udgangspunkt i gældens størrelse og forventning til kommende løbende omkostninger og behov for ændringer/tilpasninger. Det er afgørende at tage højde for både vedligeholdelsesbyrden og forretningsværdien, når det vurderes om et system er kandidat til en modernisering eller det skal pensioneres til fordel for et nyere. Transparens omkring kategorisering af teknisk gæld hjælper til beslutninger omkring modernisering kontra nyudvikling. Figuren herunder illustrerer hvordan man med udgangspunkt i den tekniske gælds størrelse kan kategorisere hvilke systemer, som er kandidat for henholdsvis refaktorering, migrering eller modernisering.
At afvikle teknisk gæld er en iterativ proces, hvor det handler om at identificere, prioritere, afhjælpe, monitorere og forebygge i en fortsat proces. Stil skarpt på gevinsten ved at opbygge en bæredygtig gældspleje, hvor den tekniske gæld afvikles løbende og hvor det at tænke langsigtet åbner op for nye investeringsmuligheder og dermed højere forretningsværdi.
Sådan undgår du Luksusfælden
- Du skal ikke skamme dig over din tekniske gæld
- Dan dig et overblik over din tekniske gæld – hent hjælp til kategorisering af den tekniske gæld og brug tekniske værktøjer til scanning af IT-infrastruktur og kodebase.
- Acceptér og indse at gælden akkumuleres, hvis du vælger at lade stå til (0-scenariet)
- Kommuniker betydningen af den tekniske gæld – illustrér fx hvad det betyder for forretningen at vælge 0-scenariet?
- Prioriter afvikling af gælden med hensyn til forretningsværdi, økonomi og driftsrisici.
- Vær på forkant og angrib løbende teknisk gæld både oppefra og nedefra
- Kontakt en udenforstående, der kan hjælpe med en nøgtern og uvildig vurdering og helt håndgribeligt hjælpe dig med at identificere og prioritere din tekniske gæld.